mandag, juli 23, 2007

Basismetaller og mere ukonventionel olie

Olieprisen holder sig over de 75 USD for WTI Cruden og ser ud til at holde sig heromkring ind til USA finder på et eller andet udspil til at presse prisen ned. Hos Jordanforden tror de på oliepriser i nærheden af 200 USD om bare to år. Dette begrundes med peak oil-scenariet der allerede skulle være indtruffet, da produktionen i megafelterne i Saudi Arabien og Mexico skulle have toppet. Hvis oliepriser over 100 USD per tønder bliver normen vil man kunne finde gode investeringer i virksomheder med olietilgange. De investeringer med størst potentiale, er, dem der har været mindst rentable ved lavere oliepriser eller hvor teknologien ikke har været til stede. Oliesand, olieskifer (oil shale) og tungolie ser jeg som de tilgange der kan nyde bedst af de høje oliepriser.

Goldnev Resources (TSX:GNZ)
Goldnev er en oliejunior med en olieskifertilgang i Saskatchewan lige ved siden af Oilsands Quest (AMEX:BQI). Potentielt sidder de på 7 mia. tønder olie, der ligger ca. 18 meter nede. De har dog ikke udforsket tilgangen, men vil snart påbegynde en aggressiv boreundersøgelse. Det virkelig interessante ved denne aktie er markedsværdien, der med 63 mio. aktier og en kurs på 0,235 CAD giver en markedsværdi på 14,8 mio. CAD. I forhold til mange af de andre oliesandjuniorer som f.eks. Southern Pacific (TSX:STP) der har en markedsværdi på 163 mio. CAD og Alberta Oilsands (TSX:AOS) 116 mio. CAD virker Goldnev ganske billig. De har som sagt ikke dokumenteret ressourcen endnu og teknologien til olieskiferudvinding er ikke lige så udviklet som den til oliesand. Aktien er også steget meget på det seneste så den kan sagtens stå foran en korrektion, men jeg tror alligevel godt den kan oppebære denne prissætning, hvis prisen på olie fortsætter i dette høje leje. Deres hjemmeside er ved at blive opdateret, ind til da kan man se hovedpunkterne her.

Global Resource Corp. (NAS:GBRC)
Til udvinding af olieskifer skulle GBRC have en teknologi der fungerer. Det går ud på at varme olien op ved hjælp af mikrobølger ved forskellige frekvenser og derved kunne pumpe olien op. Den samme teknologi kan vist også bruges til at genbruge plastic og gummi, ved at lave det om til olie og gas. Det virker som en meget interessant virksomhed, hvilket også har medført en kursstigning på 600 % siden midten af maj. Deres teknologi mangler vist også at blive gennemprøvet et hundrede procent.

Winfield Resources (TSX:WWF)
Winfield er en oliejunior med interesser inden for ethanolproduktion og olieraffinaderier. De har lagt billet ind på olieraffinaderier i Libyen og Tunesien der begge skal producere 300.000 tønder per dag. Hvis de får én af disse kontrakter vil dette være en meget god investering. De er dog et meget lille selskab, med en markedsværdi på 15 mio. CAD, så hvorfor de skulle få kontrakterne på disse olieraffinaderier er mig en gåde. Ethanolproduktion er også meget oppe i tiden og har sikkert også været med til at drive kursen 400 % op i løbet af de sidste par måneder. Om det er en god investering på nuværende tidspunkt vil jeg lade være udsagt, men den er nok værd at holde øje med, alternativt sætte en lille sum penge i.

Basismetaller
Det ser ud til at nikkel fandt bunden ved 15 USD per pund, handles i hvert fald til lige under 16 USD nu. Det siges også at laterite nikkelprojekterne sætter en bund i prisen, hvorfor den formodentlig ikke kommer under 10 USD per pund. Kobber er steget godt på den senere tid og handles nu til 3,70 USD per pund og zink handles til 1,66 USD per pund.

De virksomheder man bør holde lidt øje med er; Nordtec Ventures (TSX:NVT) der snart slipper boreresultater og MBMI Resources (TSX:MBR) der er faldet meget sammen med nikkelprisen, og derfor også stiger kraftigt når nikkelprisen vender næsen opad igen. MBMI kunne handles til 1,85 CAD onsdag og til 2,80 CAD fredag.

Regency Mines (AIM:RGM)
Regency en ressourcejunior noteret på AIM i London. Regencys guldæg er Mambare nikkel laterite projektet på Papua Ny Guinea med en ressource der formodes at være på over 200 mio. tons 1 % nikkel, 50 % jern og 0,1 % kobolt. Derudover ejer Regency 60 % af Redrock Resources (AIM:RRR) der har en markedsværdi på 10 mio. GBP, hvilket skal ses i forhold til Regencys nuværende markedsværdi på 11,7 mio. GBP. Man kan nok ikke sammenligne Regency med Toledo Mining (AIM:TMC) og MBMI, da de har højere nikkelkoncentration samt igangværende produktion. Hvis nikkelprisen holdes over 15 USD finder jeg Regency billig ved nuværende kurs.

Nord Resources Corp (NAS:NRDS)
NRDS er en kobberjunior der regner med at producere 25 mio. pund kobber om året startende fra ultimo 2007. De har produktionsanlæg og tilgange og for 15 mio. USD kan de forøge produktionen til 40 mio. pund om året. Der regnes med omkostninger på 1 USD per pund, hvilket med dagens kobberpriser giver 2,7 USD per pund i profit og en årsindtægt på 67,5 mio. USD. Dette er også markedsværdien for selskabet. Det ligner umiddelbart en let 3-5 gange pengene igen uden den store risiko. Som investeringsobjekt ligner den Tamerlane Resources (TSX:TAM) der steg omkring 400 % på ganske kort tid her i foråret. Hvis prisen på kobber holder, ligner det noget af det tætteste man kommer på en sikker ressourceinvestering, med stort potentiale.

Ædelmetaller
I takt med dollarens fald er prisen på guld også steget. De fleste har på længere sigt været bullish på både guld og sølv, hvor det nu ser ud til at flere skribenter gået over til også at være bullish på kortere sigt. Tidligere nævnte Stateside har lavet en hjemmeside hvor han skriver om ressourceaktier, primært guldaktier.

Metalore (TSX:MET)
Stateside har lavet denne analyse af Metalore. Metalore er en ressourcejunior med naturgasforekomster i Canada, der giver indtægter på omkring 1 mio. CAD per år. Dette interessante er dog deres højkoncentrations guldtilgange. Markedsværdien er kun 34 mio. CAD hvorfor risikoen skal ses som værende minimal, selv hvis guldforekomsten ikke er økonomisk. Aktien bliver ikke udvandet af nyemissioner, så pengene til udforskning af guldtilgangen kommer fra naturgassen og derfor er udforskningstempoet ikke så vanvittig højt. Med guldforekomster omkring de 10 g/t ser det heller ikke ud til at være en helt dårlig investering.

tirsdag, juli 17, 2007

Sommerstemning på aktiemarkedet

Sommerstemningen har rigtig ramt aktiemarkedet. Prisen på mange råstoffer er faldet. Det gælder for eksempel for nikkel der er faldet til 15 USD per pund og for uran der er faldet til 129 USD per pund efter at have været handlet helt op i 138 USD i slutningen af juni.

Olieprisen ser umiddelbart ud til at være den mest stabile performer, hvor WTI Cruden bliver handlet til 74 USD per tønde og Brenten i ca. 79 USD per tønde. Denne stigning skal ses i forbindelse med Saudi Arabiens faldende olieproduktion og Kuwaits formodede faldende olieressourcer, samt falden olieproduktion i Nordsøen. Den norske olieproduktion ventes at falde fra 2,6 mio. tønder om dagen til 2,05 mio. tønder om dagen i 2012. Mange af disse negative nyheder om den globale olieproduktion har medført god vind til olieaktierne.

Olieaktier

Blandt de svenske olieaktier er Tanganyika Oil da også steget til 140 SEK og PA Resources til 72,50 SEK. De olieaktier der er mest kursvækst i, er de canadiske oilsands-aktier.

Southern Pacific (TSX:STP) er steget til 4,40 CAD og er derfor knap interessant som for nogle måneder siden. Der findes dog andre oilsandsvirksomheder, hvoriblandt Patch Intl. (NAS:PTCH) og det noget større Oilsands Quest (AMEX:BQI) ifølge Highriskstocks.se skulle være blandt de mere interessante.

Oilsands Quest skulle have 10 mia. tønder olie i ressource, hvilket med en markedsværdi på 600 mio. USD giver en værdi på 6 cent per tønde olie i jorden (sandet). De er steget 39 % over de sidste tre dage, så man bør måske lige afvente og se om nogle af investorerne vil tage profit, hvorfor der måske kan forekomme en mulighed for at komme ind til lavere kurser.

Uranaktier

De fleste uranaktier har fået tæv over i løbet af foråret. En af de eneste undtagelser er Uramin, der er blevet solgt til Areva for 7,75 USD per aktie. Det synes mange investorer, heriblandt undertegnede, er for billigt. Mange havde håbet på en budkrig med det kinesiske uran-indkøbere, men den udeblev desværre.

Hos Jordanfonden sværger de til producenterne, hvoriblandt de mener Uranium One (TSX:SXR) er den sikreste på længere sigt. Jeg vil stadigvæk mene at Bannerman (ASX:BMN) bør give god valuta for pengene hvis de får identificeret ressourcer på over 100 mio. pund. Af de mere spekulative kan Erongo Energy (FSE:L6Y) stadigvæk være interessant, efter den er faldet til 0,39 EUR uden nyheder. Powertech Uranium (FSE:P8A) vil sikkert også kunne løfte sig så snart den matte sommerstemning forsvinder og så snart de kommer med positive nyheder.

Northwestern Mineral Ventures (TSX:NWT) og (NAS:NWTMF) der blandt flere tilgange, bl.a. har et jointventure med Uramin i Niger med overflade-samples på op til 1 % uran. Hvis det viser sig at være en større forekomst vil denne aktie være et interessant investeringsobjekt.

Rare Earths

Mange tror på stigende priser på rare earths, heriblandt Jack Lifton der bl.a. skriver på Resource Investor. Problemet i øjeblikket, er at 95 % af alle rare earth metaller bliver produceret i Kina, så hvis de beslutter sig for at stoppe eksporten heraf, så mangler en masse vestlige virksomheder lige pludselig en del metaller til deres produktion.

Dette sammen med den større interesse for f.eks. lithium har medført at rare earths-aktierne også er blandt de bedst præsterende, hvor australske Lynas (FSE:LYI) og Arafura (FSE:REB) har været de blandt de bedste her i foråret og forsommeren.

Avalon Ventures (TSX:AVL) er en canadisk juniorudforsker med fokus på rare earths. Bob Moriarty har på 321gold.com skrevet en artikel om Avalon hvor de skulle have en NPV (værdi af råstofferne i jorden) på 356 mio. USD ved dagens rare earth-priser. De bliver nu handlet til en markedsværdi på 115 mio. CAD. Umiddelbart er det ikke noget der slår mig som fantastisk at handle en virksomhed til 3,5 gange NPV, men det synes Bob åbenbart. Avalon ser nu stadigvæk interessant ud, bl.a. fordi deres tilgange ikke er fuldt udforsket endnu, og fordi interessen for rare earths vil vedblive i årene fremover.