Tilbage med mulighed for lavere indgangskurser
Der er snart gået et år siden sidste indlæg. Siden har sub prime-krisen virkelig vist sit indtog og er nu også ved at blive lempet ud af døren igen. Sub primens følger med en mindre mængde investeringsvillig kapital har sammen med faldende råvarepriser ramt nogle af råvareaktierne hårdt.
De hårdest ramte er junior-udforskere inden for nickel, zink og uran. Nickel er faldet tilbage omkring 11 USD per pund, zink til omkring 1 USD per pund og uran til 60 USD per pund.
Oven i dette fald er dollaren også faldet mod stort set alle andre større valutaer. Dette har, som man sikkert har erfaret, medført at olien i skrivende stund handles til omkring 135 USD per tønde, da mange hedgefonde placerer pengene i olie eller guld for sikre dem mod dollarfaldet.
Der diskuteres meget om hvilken vej prisen på olie vil gå i den nærmeste fremtid. Flere investeringsbanker har kurstargets på 200 USD per tønde inden et år, men andre fremfører at prisen er kunstigt skruet i vejret af hedgefonde der finder en sikker havn i råolien for deres investeringer når markedet er så negativt som det har været i løbet af vinteren og foråret.
Flere kilder heriblandt folk fra Jordan Fonden fremfører at mange olieproducerende landes produktion er faldende og at det er den primære årsag til den stigende oliepris. Mens Greywolf ikke tror så hårdt på peak oil-scenariet og han tror på at prisen er spekuleret op.
Personligt er jeg lidt usikker på hvilken hest jeg skal holde på, men som udgangspunkt er jeg er oliebull, fordi BRIK-landene forbruger en masse energi og vil forbruge endnu mere i de kommende år. Jeg læste en artikel forleden hvori der stod at bull-markeder ikke bliver indhentet af faldende efterspørgsel, men stigende udbud og så længe OPEC sammen med resten af de olieproducerende lande ikke kan hæve produktionen i sådan grad at lagrene rigtig kan opbygges, så vil jeg være oliebull. Om end jeg er klar over muligheder for korrektioner på vejen.
Den stigende oliepris burde have skabt guld for alle ejere af aktier i olieselskaber, men sådan er det ikke lige gået. De fleste er dog steget, men sub prime-krisen tog hårdt på en del selskaber, så hvis man var ude og gør indkøb sidst i januar eller sidst i marts kunne man erhverve aktier der her nogle måneder senere er steget en god del. Af det kan man så lære, at man bør købe når ellers solide aktier falder og bliver for billige fordi alle tror at vi er på vej ind i en verdensomspændende recession. Man kunne f.eks. få Tanganyika Oil (TYKS:STO) til 60 kr. og den bliver nu handlet til 148 kr. Og sådan er der mange eksempler på aktier der er blevet kørt ned under gulvtæppet, men er kommet stærkt tilbage, bl.a. i takt med at Bernanke sænkede renten.
Mit virkelige formål med indlægget er at gennemgå mine fejl på markedet det seneste år samt at gøre opmærksom på de muligheder der foreligger i skrivende stund.
Fejlene først. Som tidligere nævnt har sub prime-krisen medført at det er sværere at låne penge, hvilket har påvirket ressourcejuniorerne hårdest, da de fleste havde forestillet sig at låne hovedparten af pengene til udforskning samt etablering af mine for ikke at udvande aktiekapitalen. Dette har sammen med den generelle modvillighed for risikotagning fra private såvel som institutionelle investorer medført at de fleste juniorer er nede med alt fra 50 til 90 procent. I bagklogskabens klare lys kan jeg nu se, at jeg burde have solgt flere af de selskaber da de begyndt at falde. Man bør ikke handle de her selskaber uden en stop loss-strategi. Hvis man så har planer om at eje disse selskaber så bør man købe dem når ingen andre vil eje dem og ikke som jeg gjorde når der var mest buzz. Den vigtigste lærdom her er at lave en fast strategi der følges, f.eks. at når kursen på en aktie bryder igennem nogle vigtige støttepunkter, f.eks. MA50, MA200 eller bare en stigende trend, så sælger man.
En yderligere fejl jeg har begået er at tro på det ultimativt mest positive casescenarium. Nioghalvfems ud af hundrede gange sker det ikke, så derfor tage altid noget profit på vej op ad, f.eks. sælg halvdelen når aktiekursen er fordoblet og free ride for resten.
Jeg synes selv at australsk handlede Admiralty (ADY:ASX) ser interessant ud her på en kurs på 19 cent. Casen er jernmalm, litium og potaske, med produktion fra litium produktion fra 2010. De producerer allerede jernmalm, men har planer om at hæve produktionen til 7 mio. tons om året. Hertil kræves penge til udbygning af udskibningshavn samt andre infrastrukturinvesteringer, hvilket har tævet aktiekursen nedad. Men råstofferne er i hvert fald hotte lige nu. Potaske-aktierne som eksempelvis Potash (POT:TSX) er steget voldsomt meget i takt med at efterspørgslen på fødevarer er intensiveret. Jernmalm er også hot, hvilke kan ses på kursen de største mineselskaber samt Fortescue (FMG:ASX) der også er steget voldsomt. Potaske skulle vist nu handles til omkring 500 USD per ton op over 100 % på et år og jernmalm handles vist i nærheden af 160 USD per ton og litium for 6.000 USD per ton. Hos Highriskstocks.se følger de også Admiralty, så hvis der er interesse så læse mere hos dem.
Uran-sektoren er også hårdt ramt efter prisfaldet på uran. Der er lige begyndt at komme gang i handlen med uranaktier igen, så det kunne godt se ud til at bunden måske er nået. Uranprisen er dog ikke vendt endnu, men mange uran-aktier er nede med 50 til 90 %.
Her vil jeg bare sige at Tournigan Energy (TVC:TSX), Bannerman (BMN:ASX) og Strathmore (STM:TSX) ligner gode køb på nuværende tidspunkt. Men hvis først prisen på uran for alvor vender opad igen, så vil man kunne skyde med spredhagl som tidligere og ikke kunne undgå at ramme. Dog tror jeg man skal være mere sikker på at de har økonomiske ressourcer i jorden og det er nu muligt at få til en forholdsvis billig penge.
Inden for oliebranchen findes der også nogle fund der kan være gode på nuværende tidspunkt. Det er virksomheder med tilgange i tung olie, olieskiffer og oliesand der især vil kunne nyde godt af den stigende oliepris. Mange af juniorerne inden for disse felter har fået tæsk, så Southern Pacific (STP:TSX), Albert Oil Sand (AOS:TSX), Patch (PTCH:NAS) og Goldnev (GNZ:TSX) er blandt de aktier man bør holde lidt øje med.
I det store hele gælder det om at købe aktier i virksomheder der har store og økonomiske ressourcer når de bliver solgt for voldsomt ned. Derpå huske strategien!
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home