mandag, maj 28, 2007

Nikkel, Moly og Range Resources

Nikkel

Kurserne på råstof-aktier er stadigvæk noget volatile, med en nedadgående trend. Selv nikkel- og molybdæn-aktierne er begyndt at falde. Der findes dog enkelte undtagelser inden for nikkel-aktierne.

Starfield Resources (TSX:SRU) steg fra ca. 0,28 CAD til 1,46 CAD på to uger. Man vidste de havde en stor nikkel-ressource i det nordlige Canada, på ca. 1 mia. pund. Nyheden der foranledigede stigningen var at man nu havde fået lov til at udvinde nikkel her. De har i dag en markedsværdi på 378 mio. CAD. Dette viser hvor stor efterspørgslen på nikkel-depoter er i øjeblikket.

Golden Chalice Resources (TSX:GCR) steg fra 0,28 til 2,3 CAD på 11 dage, for derefter at falde tilbage til 1,77 CAD. Den store efterspørgsel blev igangsat af nyheden om et borehul med 1,14 % nikkel over 72 meter. I dag har Golden Chalice en markedsværdi på 118 mio. CAD.

Nortec Ventures Corp. (TSX:NVT) er en guld/nikkel-virksomhed der er steget ca. 35 % en måned og 150 % på tre. Nortec har i dag en markedsværdi på 19 mio. CAD, hvorved den er meget billigere end de to førnævnte nikkelvirksomheder. Det interessante ved Nortec er deres nikkeltilgange i henholdsvis Labrador Canada og i Finland. Labradortilgangen ligger 50 km fra Voisey’s Bay hvorfor mange håber på at de også her kan finde store nikkelforekomster. Men den største tillid sættes i øjeblikke til den finske tilgang, som bliver udforsket over de næste ni uger. Pinetree Capital er også her storaktionær og ejer i øjeblikket 26,7 % af virksomheden. Det er et meget spekulativt køb, men hvis man tør tabe noget, kan man måske også vinde en del her. I dag bliver Nortec handlet til 0,32 CAD, den ser ikke så stærk ud lige nu så man kan sikkert få den ned til omkring 0,3 CAD eller måske lavere.

Salman Partners har udgivet en meget interessant nikkel-rapport med gennemgang af mange af de Canadiske nikkel-virksomheder.

Molybdæn

Da molybdæn ikke bliver handlet direkte på nogen råvarebørser er den noget mindre volatil end f.eks. nikkel. I øjeblikket er molybdæn steget til 32 eller helt op til 34 USD per pund. De her på bloggen tidligere omtalte selskaber bliver handlet lidt op og ned, men favoritten er stadigvæk Leeward Capital (TSX:LWC), der bør have resultater fra deres Gamma og Gamma West-zoner inden for to uger. United Bolero (TSX:UNB) der skulle have 250 mio. pund molybdæn i deres tilgange, er også værd at undersøge.

Range Resources

Range Resources (ASX:RRS) er endelige begyndt at røre på sig. De konsoliderede aktierne i en 20:1 ratio, hvorefter aktien faldt til 0,5 AUD. Nu bliver den handlet til 1,095 AUD, men var i løbet af i dagen helt oppe i 1,34 AUD. Fundamentalt er der ikke noget nyt under solen, ud over at man regner med en AIM-notering i juni eller juli. Det udslagsgivende for denne kursstigning har først været en aktiegurus nyhedsbrev om den forunderlige virksomhed der burde koste 8 AUD til oktober i år. Da han skrev artiklen var prisen 0,5 AUD. Den anden kursudløser kan være en artikel i Wallstreet Reporter. Den sidste kurspåvirkning har nok været Lloyd Edwards Jones’ rapport der fremfører 7 AUD som fair værdi for Range. Hvis man søger på Lloyd Edwards Jones får man ikke særlig mange hits, så jeg ved ikke hvor meget man skal lægge i deres rapport. Det er dog sikkert at aktien nu er kommet på en del flere radarskærme, hvorfor der måske kan være mere upside. Hvis det viser sig at der findes 5 mia. tønder olie i den puntlandske undergrund så vil Range ganske sikkert være mindst 7 AUD værd. Hvis det viser sig, vil Canmex (TSX:CXM) også vise sig at være meget mere værd, end de lidt over 5 CAD de handles til i øjeblikket.

Erongo Energy og andre uranudforskere

Erongo Energy (ASX:ERN) og (FSE:L6Y) er steget lidt her over det sidste bliver nu handlet til 1 AUD. Mange finder den stadigvæk for billig, når man sammenligner med andre uranjuniorer og med den formodede ressource, der håbes præsenteret i slutningen af maj. Bannerman (ASX:BMN) har 19,4 mio. optioner der udløber 31. maj 2007. Dette kan måske forårsage et større salg af Bannerman-aktier hvilket kan være en kærkommen lejlighed til at komme ind i aktien eller til at supplere. De Canadiske uran-aktier er stadigvæk meget volatile og det ser ud til at mange sælger deres højrisiko-aktier op til sommerferien. Dette kan igen være en belejlig mulighed for at købe uran-virksomheder med det fundamentale i orden, dvs. snarlig produktion og en ordentlig ressourcebase.

Vandkraft i British Columbia

Plutonic Power (TSX:PCC) og Run of River (TSX:ROR) er to virksomheder der satser på vandkraft i British Columbia. Plutonic Power er den største med en markedsværdi på 293 mio. CAD og Run of River den lille med en markedsværdi på ca. 57 mio. CAD fuldtegnet. Plutonic Power bliver bl.a. finansieret af GE og har gode samarbejder med BC Hydro. Jeg ved ikke lige hvilken af disse der er mest interessant eller hvad de vil have af fremtidig indtjening. Plutonic Power har planer om at kunne producere 1.300 MW eller nok energi til 440.000 boliger. Run of River har planer om at producere 140 til 161 MW eller energi til 55.000 boliger. Der er dog en del af projekterne der ikke er finansieret endnu, hvorfor aktiemængden vil blive udvandet af nyemissioner.