Ikke alt der glimter, er det bare guld!
Som hovedregel vil chancen for succes altid være større ved investering i juniors der har lavet succesfulde boreundersøgelser af undergrunden.
Guldjunioren Terra Nova Gold (TSX:TGC) blev tilbage i juli 2004 anbefalet af analysefirmaet Midas Research. Da stod Terra Nova i 0,40 CAD og Midas havde et 12 måneders kursmål på 1 CAD. I juli 2005 var den faldet 75 % og handles p.t. yderligere 50 % lavere til 0,055 CAD. Det store kursfald er afstedkommet af at boreundersøgelsens resultater viste at guldkoncentrationen var så lav, at det ikke kunne betale sig at udvinde. Siden januar 2005 har der ikke været en nyhed, hvorfor selskabet må betragtes som mere eller mindre dødt. Havde boreresultaterne vist at det kunne betale sig at udvinde guld her, kunne Terra Nova sikket have været en god investering i juli 2004, hvor markedsværdien kun var 10 mio. CAD. Moralen må være, at man skal forlade den synkende skude så snart man får dårlige nyheder fra boreundersøgelserne. Så man kan nå at redde hvad reddes kan.
De guldrandede aktier ARU og EFR
For at kunne klarlægge hvilke faktorer der fungerer som aggressive kursdriver i minevirksomheder, har jeg undersøgt to positive caseeksempler: Energy Fuels Inc. (TSX:EFR) og Aurelian Resources (TSX-V:ARU).
Energy Fuels er en juniorudforskningsvirksomhed der hovedsageligt fokuserer på uranprojekter. Energy Fuels er steget 2.278 % på et år. Det første der har drevet kursen op er udmeldingen om ansættelsen af en person der har mange års erfaring inden for uranudvinding samt købet af et stykke jord med formodet uranaflejringer. Energy Fuels havde i starten af 2006 en markedsværdi på under 2 mio. CAD og manglede finansiel kapital til forestående boreundersøgelser og minedrift. Finansiel kapital er frembragt gennem udvidelse af aktiekapitalen til private investorer. Hver gang der er kommet flere investorer og mere kapital til virksomheden, med dertilhørende mulighed for at fuldføre projekter, er aktien steget meget. De sidste store kursdriver jeg kan se i nyhedsstrømmen, er nyheden om leje af en af UR-Energys (TSX:URE) uranminer inklusiv ekstensive boredata, samt nyheden om leje af en tidligere lukket uranmine, der var lukket grundet for lave uranpriser i 1980’erne.
Aurelian Resources er en juniorudforskningsvirksomhed med fokus på dyrebare metaller. Aruelian Resources er på et år steget 6.623 % og har i dag en markedsværdi på ca. 1,5 mia. CAD. Kursdriverne her er ikke som i Energy Fuels udvidelse af aktiekapitalen og medførende finansiel kapital. Her er det først og fremmest positive boreundersøgelser der viser hvor mange gram guld per ton der findes i virksomhedens aflejringer samt nyheder om mobilisering af ekstra boretårn.
Om disse to virksomheder er værd at sætte penge i på nuværende tidspunkt har jeg ikke regnet på. Umiddelbart ville jeg nok holde mig væk efter sådan en opgang. Aurelians reserver kender jeg ikke så jeg kan ikke bruge Barings analysemodel og da de stadigvæk er i gang med at lave boreundersøgelser vil jeg formode at det tager mindst et år før end produktionen kan startes. Energy Fuels virker ikke som et scoop, men heller ikke som en fuldstændig åndssvag investering. Grundet lejen af den tidligere nedlagte mine kan de begynde udvinding af uran meget snart og med uranpriser på 60 $/lb., er det en fornuftig forretning.
Hvis man vil gå efter +1000 % om året på sine ressourceaktieinvesteringer og man vil investere i små juniors, så er det en god idé at se på om der ligger miner i nærheden og hvordan deres undergrund ser ud og hvilke reserver de er i besiddelse af. Denne viden kan sammen med studier af kort over undergrunden, være med til at afgøre potentialet af den udvalgte virksomheds aflejringer.
Det må dog antages at være en stor fordel at være geolog eller på anden måde have erfaring med minearbejde. Andre måder at få tilgang til insideinformation, er at skrive til virksomheden og spørge. Alternativt findes der måske personer på message boards med erfaring inden for mineindustrien, der er villige til at dele ud af deres viden.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home