torsdag, november 09, 2006

LUMI, MMG, olie, TYKS, PAR og WSIB

Analytikerne ser LUMI’s kvartalsregnskab som dårligere end ventet. De havde en omsætning på 98,9 mio. USD og et resultat efter skat på 30,7 mio. USD. Det man især er utilfreds med er omsætningen, hvor resultatet ligger i niveau med det forventede. Det der tidligere irske problembarn Galmoy har man fået rettet op og de producerer nu også zink her. Aktien er dog med et p/e på ca. 12 stadigvæk ganske dyr, hvorfor Boliden (SSE:BOL) måske er en bedre investering set på nuværende og 2007e p/e-tal.

Mens vi er ved zinkindustrien vil jeg henlede opmærksomheden på virksomheden Metalline Mining (AMEX:MMG). Det er en zinkjunior der skulle være i besiddelse af i nærheden af 6 mia. lb. zinkreserver i deres mexicanske undergrund og med Julian Barings tommelfingerregel ser regnskabet således ud.

Zink bliver i dag handlet til ca. 2 USD/lb.

5,8 mia. lb. zink x 2 USD/lb. = 11,6 mia. USD værd af zinkreserver

11,6 mia. USD/49,7 mio. aktier (fuldtegnet) = 233,40 USD zink pr. aktie.

10 % af 233,40 er 23,34 USD zink per aktie, det vil sige at MMG bør være et optimistisk køb op til 23,34 USD ifølge Barings guide.

Kursen er pt. 3,39 USD så upside-potentialet er i hvert fald 588 procent.

For mere indgående analyser af MMG se: http://www.greatinvestments.blogspot.com/

Olien er så småt begyndt at stige igen. Den bundede i starten af november på lige under 58 dollars pr. tønde og bliver p.t. handlet for 60,45 dollars for Brent. Hen over efteråret er olien faldet ca. 23 % fra toppen i juli, hvor olien blev handlet for 78 dollars pr. tønde. Faldet er bl.a. afstedkommet af større end forventede olielagre i USA. Raffinaderierne har op til nu fokuseret på sommersæsonens benzinproduktion, men omlægger nu til vintersæsonens produktion af fyringsolier. Dette bør medfører en reduktion af lagrene og dermed også en olieprisstigning. Trenden er dog stadigvæk nedadgående, så et direkte oliekøbssignal vil jeg ikke sælge. Det faktum at olien ser ud til at have support omkring 60 dollars og vinterens komme gør mig dog optimistisk olieaktieinvestor.

I forbindelse med den måske forestående stigning i olieprisen, er der nogle olieaktier man kan tage et kig på. De tre svenske jeg synes er mest interessante er Pa Resources (SSE:PAR), Tanganyika Oil (SSE:TYKS) og Western Siberian Resources (SSE:WSIB).

Den med størst upside-potentiale er Tanganyika Oil, der har tung olie i Syrien og Ægypten. De er meget afhængige af en EOR (enhanced oil recovery), for at kunne hæve antallet af procent af reserverne de har mulighed for at hive op. De skulle være i besiddelse af oliereserver på op til 5 mia. tønder, måske helt op til 10 mia. De skal dog afgive halvdelen produktionen til Syrien for at få lov til at operere på felterne. For nuværende er olieproduktionen kun på ca. 5.000 tønder om dagen. Det havde været fremlagt at den skulle være i nærheden af 10.000 men det har man ikke nået, hvorfor kursen også er begyndt at sive. De første resultater af EOR-undersøgelsen har været nogenlunde positive med en forøgelse af kapaciteten på 2-3 gange koldproduktionen. For at få tung olie op bliver man nødt til at injicere damp ned i oliekilden. Herved ser man det muligt at øge produktion og brugbar reservekapacitet med 2-3 gange. Gardigella spår at produktionen i løbet af en 4-5 år kan komme op på 100.000 tønder om dagen. For en olievirksomhed med en markedsværdi på 4,25 mia. SEK (kurs: 95,50 SEK x 45 mio. aktier), må det siges at være billigt. Det er dog stadigvæk meget usikkert om det bliver muligt at producere så mange tønder om dagen, hvorfor risikofaktoren er noget større end med f.eks. Pa Resources.

Pa Resources ligner på kort sigt en bedre investering da de allerede har en stabil og stigende produktion og de tjener allerede penge. Deres primærkilde ligger i Tunesien, der bl.a. er begunstiget af en lavere skat. PAR skal kun betale 50 % i olieskatter i forhold til i Norge hvor man skal betale 78 % af overskuddet til staten. Interessen omkring PAR har især taget sit udgangspunkt i håbet om at de nye brønde der bores kan løfte produktionen fra nuværende under 10.000 tønder om dagen til omkring 26-28.000 tønder om dagen i første kvartal næste år. PAR er siden starten af oktober steget fra ca. 42 SEK til nu 54 SEK.

Den sidste svenske olieproducent jeg vil nævne er West Siberian Resources der producerer i Rusland. De har i Barski en kompetent og aggressiv direktør, der forsøger at udvide virksomheden gennem strategiske opkøb. Oktober måneds produktion opløb til 25.764 tønder om dagen, hvilket er lidt under en fordobling af sidste oktobers produktion. WSIB sælger hovedsageligt til det russiske marked hvor olieprisen ikke følger verdensmarkedet. Det spanske olieselskab Repsol erhvervede i februar 10 % af aktierne til kurs 7,25 SEK. Kursen har siden svinget fra 5,50 til 8 SEK og ligger pt. på 7,45 SEK.

For en meget mere fyldestgørende analyse af disse tre olievirksomheder se www.gardigella.com der har ultimo 2006 målkurser på WSIB:10 SEK, TYKS:164 SEK og PAR:70 SEK.